Kreds 33 - en del af Danmarks Lærerforening

Folkeskolen

Er du ansat som folkeskolelærer eller børnehaveklasseleder i Egedal? Find information om din løn, lønseddel og arbejdstid.

Her finder du oplysninger om de lokale aftaler om løn, der er indgået. Det drejer sig om et fast Egedaltillæg og tillæg for enkelte særlige funktioner. Derudover får man et centralt undervisertillæg for lektioner op til 750 timer om året og et undervisningstillæg for lektioner over 750 timer om året. 750 timer om året svarer til 25 lektioner pr. uge.

Din faste løn afhænger af hvor længe, du har været ansat. Se skema via link til DLF. Har du spørgsmål til din lønseddel kan du kontakte din tillidsrepræsentant.

Se lønskema her

Se den lokale aftale for tillæg:

Forhåndsaftale Lokal Løndannelse Mellem Egedal Kommune Og Egedal Lærerkreds 

Husk 
Opgørelse af arbejdstiden
Lærerne arbejder med en bruttoarbejdstid på 1924 timer for en fuldtidsbeskæftiget, og arbejdstiden skal opgøres én gang årligt med henblik på at konstatere eventuelt overarbejde.

Det er ledelsens ansvar løbende at have været opmærksom på lærernes præsterede arbejdstid. Alle lærere skal af ledelsen have udleveret en opgørelse med udgangen af normperioden (skoleåret) 31. juli 2026. Dette gælder også, hvor det ved lokal aftale mellem kommune og kreds er aftalt at fravige de kvartalsvise opgørelser. Har man ikke fraveget kvartalsopgørelsen ved lokal aftale indgået mellem kommune og kreds, vil kvartalsopgørelserne samlet set udgøre den årlige opgørelse. Det er vigtigt at være opmærksom på, at opgaveoversigten ikke er det samme som en opgørelse.

Der skal ske en opgørelse af den præsterede arbejdstid, så der skabes sikkerhed for, at lærere og børnehaveklasselederne får løn for de arbejdstimer, de har præsteret; herunder om den præsterede arbejdstid har oversteget arbejdstiden for perioden og derfor skal godtgøres som overarbejde. Er der samlet set præsteret flere end 1924 timer, er der tale om overarbejde, som skal afspadseres i næste normperiode eller udbetales. Overarbejde skal, hvad enten der er tale om afspadsering eller udbetaling af timerne, tillægges med 50 %, jf. A20 § 13 og A21 § 11.

Fra tidligere undersøgelser ved vi, at lærere, der får gjort deres arbejdstid op, ofte får overarbejde konstateret og udbetalt tilsvarende løn.